Hvordan støtter man en medarbejder, der har mistet en nærtstående?

Når en medarbejder mister en nærtstående, påvirker det sjældent kun privatlivet.

Sorg kan påvirke koncentration, hukommelse, energi, søvn, overblik og arbejdsevne.

Alligevel er mange ledere, kollegaer og HR-professionelle i tvivl om, hvad de skal sige, gøre – og ikke mindst hvad de skal undgå.

Den gode nyhed er, at du ikke behøver at have alle svarene. Det vigtigste er ikke at sige det perfekte. Det vigtigste er at turde være til stede.

Sorg er individuel – der findes ingen facitliste

Mennesker reagerer forskelligt på sorg. Nogle har brug for at tale meget. Andre har brug for ro. Nogle vender hurtigt tilbage til arbejdet. Andre har brug for mere tid og fleksibilitet. Derfor findes der ikke én rigtig måde at støtte på.

Den bedste støtte starter med at række ud, holde en tæt dialog løbende og vise stor nysgerrighed i samtalen.

Spørgsmål kan lyde sådan her:

"Hvad har du brug for lige nu?" eller “Hvordan støtter jeg dig bedst muligt her på arbejdet?” Hvad vil føles hjælpsomt for dig?”

Vær åben for, at behovene kan ændre sig over tid. Det gør de ofte.

Hvad gør man i de første dage efter et dødsfald?

Naturligvis afhænger det af relationen, men får du at vide, at din medarbejder eller kollega har mistet, kan du sende din kondolence eller en medfølende tanke. Kondolence betyder “at vise medfølelse”, men nogen føler, at ordet kondolence er afstandstagende, andre synes, det er det helt rigtige at udtrykke.

Er du kollega, kan det betyde meget at få en besked, der lyder: “Jeg har hørt, at du har mistet X. Du skal bare vide, at jeg tænker på dig, og du behøver ikke at svare”.

Som leder står du i en anden situation. En situation, der skal håndteres både medmenneskeligt og ansvarligt. Det er formentlig dig, der første får beskeden. Det kan være på mail, sms, Teams eller telefonopkald. Det naturligste vil være at svare på samme medie, men det er vigtigt at lægge op til en samtale, hvor du kan skabe tryghed om situationen og jobbet, kondolere og aftale en løbende dialog - ikke om arbejdet - men om detaljer fx vedr. bisættelse, hvis I som arbejdsplads sender blomster eller skal deltage.

Det vigtige er ikke at finde de rigtige ord. Det vigtigste er at vise, at du er der.

Et enkelt:

"Jeg er ked af dit tab." Eller “Det gør mig ondt”, kan gøre en stor forskel.

Fortæl, at medarbejderen ikke står alene, og aftal, hvordan kontakten skal være den kommende tid.

Undgå at presse medarbejderen til at tage stilling til tilbagevenden, arbejdsopgaver eller praktiske detaljer for tidligt.

Hvad skal man sige til en medarbejder i sorg?

Ovenfor er allerede nævnt nogle formuleringer. Hvis du synes, det er svært, kan du tænke på, at du ikke skal eller kan fjerne smerten og sorgen. Og det værste er undgåelse. Du skal blot vise, at du tør være i sorgen og det svære sammen med den sorgramte.

Du kan for eksempel sige:

  • Jeg er ked af dit tab.

  • Hvordan kan vi bedst støtte dig?

  • Hvad har du brug for lige nu?

  • Hvad vil være hjælpsomt for dig, når du vender tilbage?

  • Hvordan ønsker du, at vi informerer kollegaerne?

Det er helt okay at sige:

"Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige – men jeg vil gerne være her for dig."

Hvad skal man undgå?

Mange er bange for at sige noget forkert. Derfor siger de ingenting. Men tavshed bliver ofte oplevet som afstand.

Undgå derfor:

  • At sammenligne med egne tab

  • At komme med hurtige løsninger

  • At presse på for at komme videre eller hurtigt tilbage

  • At antage, at sorgen er overstået efter få uger

  • At undgå den sorgramte

Sorg kan være noget af det meste belastende, vi kan opleve. Reaktionerne kan sammenlignes og er ofte identiske med stresssymptomer, men forventninger og krav er ofte forskellige.

Hvordan støtter man ved tilbagevenden til arbejdet?

Tilbagevenden handler sjældent om at være tilbage til normalen. Livet er forandret, og det kan det menneske, der vender tilbage også være. Mange beskriver sorg som et “før” og “efter”.

Derfor er det vigtigt med den løbende dialog.

Tal sammen om, hvordan arbejdsrammerne skal se ud for en kommende periode, som du ikke kender tidshorisonten for:

  • Arbejdsopgaver

  • Ansvar

  • Arbejdstid

  • Energiniveau

  • Fleksibilitet

  • Møder og sociale arrangementer

  • Behov for pauser

Behovene kan ændre sig fra uge til uge. Det vigtigste er ikke at have en fast plan. Det vigtigste er at have en plan for at tale sammen, så I har mulighed for at justere planen.

Kollegaer gør ofte en stor forskel

Små handlinger kan betyde mere end store ord. Derfor er det også vigtigt, at kollegaerne bliver klædt på til dels at forstå situationen og til at støtte op. Kommunikation kan fremme større forståelse, empati og tålmodighed med at skulle løfte ekstra i en periode, uden dog at blive belastet i en usund grad.

Fra kollegaer kan disse små handlinger have stor betydning:

En besked.

En kop kaffe.

Et spørgsmål.

Et stille nærvær.

Det er ofte det, mennesker husker. Ikke de perfekte formuleringer, men følelsen af at blive set. Et klem på skulderen kan gøre det.

Er det et ønsker fra den sorgramte, at de bruger arbejdspladsen som pause og derfor helst ikke vil adressere sorgen på arbejdet, er det naturligvis det, der skal meldes ud til kollegaerne og dermed også respekteres.

Sorg på arbejdspladsen er et fælles ansvar

God støtte opstår sjældent alene i mødet mellem leder og medarbejder.

Den opstår i samspillet mellem:

  • Ledere

  • HR

  • Tillidsvalgte

  • Arbejdsmiljørepræsentanter

  • Kollegaer

Det er det, I gør internt hver dag, der gør den største forskel.

Vil du have en konkret samtaleguide, der hjælper dig med at støtte medarbejdere i sorg?

Download: Samtaleguide til ledere

Vil du have konkrete råd til, hvordan du støtter en kollega i sorg?

Download den gratis guide: "5 råd til at støtte en kollega i sorg"

Vil du arbejde mere systematisk med sorghåndtering i din organisation?

Se kursus eller rådgivning her.


Vil I have uforpligtende sparring på første eller næste skridt? Book 30 min. møde

  • Sorg påvirker mennesker forskelligt. For nogle varer de mest intense reaktioner uger, for andre måneder eller længere. Behovet for støtte ændrer sig ofte over tid.

  • Det afhænger af den enkelte situation. Den bedste løsning findes i dialog mellem leder og medarbejder med fokus på trivsel og arbejdsevne.

  • Ja. Sorg kan påvirke både mental og fysisk trivsel og øge risikoen for stress, sygemelding og opsigelse, hvis medarbejderen ikke oplever støtte.

  • Vær nærværende. Tag kontakt. Lyt uden at vurdere. Husk, at små handlinger kan gøre en stor forskel.

Anja Enggren

Sorgrådgiver og stresscoach for arbejdspladser og private

https://www.sammenomsorg.nu
Næste
Næste

Sorg påvirker kroppen – derfor kan din medarbejder ikke bare “tage sig sammen”