3 grunde til at du som tillidsvalgt bør sætte sorg på landkortet
Sorgpolitik styrker trivsel, forebygger stress og fjerner tabu på arbejdspladsen. Fra første række har du som tillidsvalgt måske mødt kollegaer i sorg og livskrise. Måske er du klædt på til at håndtere en stressramt kollega – men hvad med en kollega i dyb sorg?
Desværre møder mange efterladte tabu, berøringsangst og manglende forståelse, ofte fordi viden om sorg og håndtering af den er utilstrækkelig.
Her får du 3 gode grunde til at sætte sorg på dagsordenen som tillidsvalgt – til gavn for både kollegaerne og virksomheden.
1. Sorghåndtering handler om arbejdsmiljø og trivsel
En kollega i sorg har fået vendt sit liv på hovedet. For mange bliver arbejdspladsen et anker – et sted, hvor de kan finde stabilitet i en turbulent tid.
Nogle bruger arbejdet som et pusterum fra sorgen, mens andre har behov for at kunne vise og tale om den. Mestring af sorg er individuel, men én ting er fælles: det er afgørende at blive mødt med forståelse fra leder og kollegaer.
Ofte føler sorgramte dårlig samvittighed, især hvis både forudgående sygdom og dødsfald har påvirket deres arbejdsindsats.
2. Sorghåndtering forebygger fejl og ulykker
Søvnmangel, koncentrationsbesvær, hovedpine, træthed, udmattelse og apati er almindelige symptomer ved sorg – og minder ofte om stresssymptomer.
Uanset årsagen påvirker de evnen til at løse komplekse opgaver eller håndtere sikkerhedskritiske funktioner.
Vi ville aldrig lade en stressramt kollega sidde med et avanceret regneark, betjene farlige maskiner eller lede fly i landingsfasen – men hvad med en medarbejder i sorg?
Som tillidsvalgt kan du hjælpe med at skabe dialog om opgaver og sikre, at de tilpasses medarbejderens ressourcer i en belastet tid. Tryghed om ansættelsesforholdet er her afgørende.
3. Sorghåndtering forebygger stress
Hvis de to første punkter ikke imødekommes, kan sorgen udvikle sig til langvarig stress og sygemelding.
Som stresscoach møder jeg mange, der aldrig fik støtte i deres sorg, fordi virksomheden ikke havde en plan for håndteringen. Ofte bruges stressværktøjer i stedet – men det rammer ved siden af behovet.
Med en aktiv sorgpolitik kan virksomheden rumme, støtte og hjælpe den sorgramte tilbage i arbejdet. Det kræver, at leder, HR og tillidsvalgte har basisviden om sorg, sorgreaktioner og sorgprocesser, kan afholde sorgstøttende samtaler og engagere teamet i at støtte op.
Vil du gå forrest?
Vil du være med til at styrke sorghåndteringen i din virksomhed, kan du læse mere om vores sorgrådgivning i virksomheder.
Vi tilbyder både interne workshops og åbne kurser for tillidsvalgte, hvor du kan lade dig inspirere af erfaringer fra andre arbejdspladser.
Har du brug for hjælp til at håndtere sorg på arbejdspladsen?
Hos Sammen om sorg tilbyder vi rådgivning, oplæg og workshops for virksomheder, ledere og medarbejdere.